Jeg har tidligere her på Dronesmart.dk spurgt til hvad DJI egentlig pønser på i kulisserne, og nu lader det, at brikkerne for alvor er begyndt at falde på plads. Nye rapporter fra forsyningskæden og hemmelige testflyvninger peger på, at et af de mest ambitiøse generationsskifte i minidronernes historie er under opsejling: DJI Mini 6 Pro.
Selvom overskrifter i YouTube video-universet hurtigt kan råbe om “officielle bekræftelser”, skal vi som altid holde tungen lige i munden. DJI har endnu ikke trykket på den officielle knap, men billedet af, hvad der venter os under den magiske 250-grams grænse, tegner sig stærkere end nogensinde.
Her er mit overblik over de vigtigste rygter – og hvad de betyder for os som dronepiloter.
1. Et kvantespring for hele platformen
Hvor tidligere opdateringer i Mini-serien ofte har haft fokus på enkelte nøgleområder – som da Mini 4 Pro bragte omnidirektionel hindringsundvigelse, og Mini 5 Pro tog springet til en stor 1-tommers sensor og LiDAR – forlyder det, at DJI denne gang redesigner næsten hele platformen på én gang.
Vi taler om opgraderinger på sensor, optik, batteri og AI-algoritmer samtidig.
2. Kamerasensoren: Stacked CMOS og 6K-video
Den helt store nyhed på kamerasiden er forventningen om en Stacked CMOS-sensor. Se yderligere beskrivelse i faktaboks nederst.
- Renere optagelser og lynhurtig læsning: En stacked sensor giver en lang hurtigere udlæsningshastighed. I praksis betyder det mindre rolling shutter (gelé-effekt ved hurtige bevægelser), mere præcis autofokus og mærkbart bedre ydeevne i mørke og svagt lys.
- 6K-videooptagelse: Selvom de fleste af os leverer vores færdige videoer i 4K, giver 6K enorm fleksibilitet. Du kan lave tættere beskæringer, genindramme skud og lave digital stabilisering uden tab af den skarpe 4K-opløsning.
3. Mekanisk variabel blænde: Slut med at skifte ND-filtre i tide og utide
Hvis der er ét ønske, mange af os engagerede dronepiloter har haft til en under-250-grams drone, så er det mekanisk variabel blænde.
Hidtil har Mini-serien været låst til én fast blændeåbning, hvilket betyder, at man konstant skal lande og skifte fysiske ND-filtre, når solen vandrer ud og ind bag skyerne. Hvis DJI formår at bygge en variabel blænde ind i et kamerahoved på en drone under 250 gram, bliver det en mindre revolution. Du vil kunne justere eksponeringen og opretholde den rette lukkertid direkte fra din controller.
4. Batteriteknologi: Silicon Anode peger mod 50 minutters flyvetid
Batterier er ofte den begrænsende faktor for vægt og flyvetid. Lækager antyder dog, at DJI vil skifte til silicon anode-batteriteknologi.
- Teknologien gør det muligt at lagre mere energi i samme fysiske størrelse og vægt.
- Rapporter peger på teoretiske flyvetider helt op mod 50 minutter under optimale betingelser. Selv hvis det i hverdagen med vind og sensorer oversættes til 40 reelle minutter i luften, giver det en helt anden ro, når man arbejder på sin lokation.
5. Prædiktiv AI-tracking og bedre mørkesensorer
DJIs ActiveTrack er i forvejen blandt markedets bedste, men Mini 6 Pro forventes at introducere prædiktiv AI-tracking.
I stedet for blot at reagere på, hvor et motiv befinder sig lige nu, bruger dronen maskinlæring til at forudse, hvor motivet bevæger sig hen – for eksempel hvis en bil eller cyklist kortvarigt forsvinder bag en række træer eller en bygning. Samtidig forlyder det, at mørkesensorerne opgraderes, så aftenflyvninger og flyvning i svagt lys bliver væsentligt tryggere.
6. Pris, geopolitik og forventet lancering
Da DJI endnu ikke har meldt noget officielt ud om lanceringsdatoen, er der fortsat tale om kvalificerede branche-gæt og lækager fra forsyningskæden:
- Seneste rygtebud: Sidste halvdel af 2026 – med et udpeget vindue omkring oktober/november 2026 som det mest sandsynlige lanceringstidspunkt.
- Historisk lanceringsmønster: DJI holder typisk en kadence på ca. 1,5 til 2 år mellem deres Mini Pro-flagskibe (Mini 4 Pro kom i september 2023, Mini 5 Pro i september 2025).
Hvor vi i Europa og i Asien sansynligvis kan se frem til lanceringsdatoen kort før jul er der dog en enkelt brik, der kan skabe forsinkelser på det store USA-marked: Godkendelsesprocedurerne. Med det øgede politiske fokus og skærpede kravene fra f.eks. FCC mod kinesisk tech, kan de risikere først at få dronen i salg derovre efter den er lanceret hos os.
Prismæssigt forventes standardpakken at lande i omegnen af $999 – $1.199, mens en Fly More Combo forventes at ligge mellem $1.300 og $1.500. Når jeg ser sådanne US-priser, sætter jeg som oftest et nul længst til højre på prismærket for at få en omtrentlig pris i danske kroner med skatter, moms, arbejdsglædeafgift og livsnyderbøde…
Mine vurdering af rygterne…
Hvis blot tre ud af disse fire rygter holder stik, står vi over for den mest markante opdatering i Mini-seriens levetid. Kombinationen af en stacked sensor, variabel blænde og markant bedre batteritid i en drone, der ikke kræver det store certifikat, vil gøre Mini 6 Pro til et absolut kraftværk for både amatører og professionelle.
Hvad tænker du? Er en mekanisk variabel blænde og 6K nok til, at du lader din Mini 4 Pro eller Air-drone pensionere?
FAKTA…
En Stacked CMOS-sensor er en billedsensor, hvor de lysfølsomme pixels og de elektroniske behandlingskredsløb er adskilt i to (eller flere) lag stablet direkte oven på hinanden.I traditionelle CMOS-sensorer sidder pixels og kredsløb ved siden af hinanden på det samme plan, hvilket stjæler plads fra lysindsamlingen og skaber flaskehalse i dataoverførslen.
Fordele:
- Lynhurtig udlæsning: Data overføres næsten øjeblikkeligt fra det øverste pixellag til det underliggende lag. Det minimerer rolling shutter (gelé-effekt ved hurtige bevægelser) og muliggør ultrahøje billedhastigheder.
- Bedre præstation i svagt lys: Da overfladen ikke skal dele pladsen med elektronikken, kan mere af sensorarealet udnyttes til at fange lys. Det giver bedre dynamikområde og mindre støj i mørke.
- Integreret regnekraft: Det nederste lag kan indeholde hurtig hukommelse og specialiserede kredsløb, som kan køre tunge billedalgoritmer og AI-processer direkte på sensoren.
